Denne slags mand koster os alle sammen flere penge og flere menneskeliv end vi har mod til at indrømme

Af og til opdager vi, at et populært produkt eller en udbredt praksis skader os mere end det gavner eller glæder. For eksempel, da man i 1970’erne fandt ud af, at alle tiders “magiske mineral”, asbest, alligevel ikke var smart at bruge i hårde hvidevarer og boliger. Eller da vi i 1997 brød med århundreders tradition for og tro på, at det øger børns sundhed og psyke at blive slået, og ophævede revselsesretten. I begge tilfælde havde man i årtier forinden kendt til og diskuteret, hvor usundt og skadeligt det var. at henholdvis bruge asbest og slå børn. Men vi fik først for alvor gjort noget ved problemet, praktisk, moralsk og lovgivningsmæssigt, da omkostningerne for den enkelte og for samfundet som helhed blev (pinligt) evidente. Sådan er vi åbenbart som mennesker. Vi tager først vores viden alvorligt, og vi ændrer først adfærd, når omkostningen for vores hidtidige adfærd stirrer os ind i vores blodskudte øjne. Og måske er vi nået hertil nu. Igen. Med et fænomen, der er mere dysfunktionelt, mere skadeligt og mere dræbende end både asbest og retten til at revse vores børn.

I 1959 satte den fremtrædende sociolog Barbara Wootton ord på fænomenet. “Hvis mænd opførte sig som kvinder, ville vores retssale og fængsler være tomme”. Sagt på en anden måde: Vi har et problem med mænds adfærd. Allerede dengang, men også i dag, virkede hendes konklusion så banal, at ingen løftede øjenbrynet. Sådan er mænd, siger man bare, når en horde af slagsen er marcheret i frustration gennem en provinsby efter en tabt fodboldkamp og har raseret butikker og biler. Sådan er mænd, siger man, når de sender billeder af deres kønsorganer til kvinder, de lige har opdaget på Tinder. Sådan er mænd, siger man og griner af en tegning, hvor en hulemand trækker en kvinde ind i et buskads. Den dysfunktionelle mand har i århundreder regeret uhindret i sin mandagtighed, så meget at han (stadig) definerer hvad det vil sige at være mand. Det skal stoppe. Vi er nødt til at se i øjnene hvad den mand og det mandeideal har kostet os og vores samfund og begynde at ændre, hvordan vi håndterer problemet.

Lad os slå det fast: Ikke alle mænd er dysfunktionelle, langtfra. Men de mænd, der bruger fysiske eller psykiske trusler, fysisk eller psykisk magt og vold til at få deres vilje, er dysfunktionelle. Og de mænd, der insisterer på, at mænd er berettiget til den magt, de har, alene i kraft af deres køn (og patriarkatets graverende historik), er endnu værre.

““Hvis mænd opførte sig som kvinder, ville vores retssale og fængsler være tomme”. Sagt på en anden måde: Vi har et problem med mænds adfærd.” 

Ordet dysfunktionel er brugt med overlæg og skal understrege, at en særlig slags mand går rundt iblandt os, kendetegnet ved at han insisterer på sine egne og sit køns privilegier og ved at han nedbryder mere end han opbygger. Han ligner ofte et almindeligt menneske, men indeni er der noget galt. Han er følelsesmæssigt presset eller fallit og ude af stand til at se det selv. Han tyr til vold og magt for at opnå sine mål (især når hans almindelige metoder fejler), fordi han ikke kan og vil undvære eller udskyde sine behov. Det er aldrig noget, han indrømmer, tværtimod gøres det i det skjulte, fordi han ved, at det, han gør, er uacceptabelt, moralsk forkasteligt eller ulovligt. Bliver han grebet eller konfronteret, benægter han, ligesom Trump. Altid. Med ordet dysfunktionel vil jeg også gerne understrege, at han ikke er født ond eller dårlig, men at han er en stakkel, en skadet sjæl med et forvrænget syn på verden og elendige muligheder for at rette op på det og på sig selv.

Forvirret? Så smør dig en madpakke og sæt dig til rette i venteværelset på din lokale skadestue og observer, hvem der kommer til skade og hvorfor og hvem, der står bag. Eller lyt med, når der sladres om chefen til fredagsbaren. Eller gå en tur i gaderne i en større by mellem fredag og lørdag nat. Hvis du tør, er der kun én logisk konklusion at drage: Nemlig at det ikke er minoritetsdanskere eller feminister eller rockere, der koster samfundet flest anmeldelser for hærværk, vold og voldtægt og forårsager flest sår på krop og sind. Det er mænd, ikke mænd generelt, men den dysfunktionelle mand. Fra den lidt for jaloux kæreste til full-blown Breivik.

Forfatter Niels Franks bog, Fanden tage dig, beretter på gribende vis om en gerningsmand, der har alle den dysfunktionelle mands kendetegn. Det er også beretningen om et brutalt partnerdrab, som vi som samfund bliver meddelagtige i, fordi den nuværende lovgivning og de værktøjer, der gives til os som borgere og myndigheder, er for dårlige. Vi må ikke lade hinanden i stikken. Vi kan ikke tillade os at lade et eneste barn eller en eneste kvinde blive offer for den slags mænd, når vi nu (for længst) har opdaget, at han er iblandt os.

“Vi har fået skabt et system, en kultur mellem mænd, der måske har forandret sig siden “far var dreng”, men som stadig spytter dysfunktionelle mænd ud i hobetal.”

For et par år siden anslog man i England, at denne slags mand kostede samfundet mere end 27 mia kroner om året. Det indbefattede udelukkende de direkte omkostninger: Hans vold, voldtægter, selvmord, depression og dårlige vaner. Dernæst følger de indirekte omkostninger på ofrenes krop og sind og de mange ressourcer, der bruges på forebyggelse og helbredelse. Puha. De menneskelige konsekvenser er selvfølgelig de sværeste at forstå og tilgive, men de økonomiske konsekvenser indikerer problemets omfang, målt i kroner og ører, så vi alle, og helst politikere og meningsdannere, forlængst burde interessere os for problemets art og natur, så vi kan begynde at rette op på skaderne. Det skylder vi især kvinder og børn, der er de første ofre, men det skylder vi også alle de mænd, der ser deres kære lide, men som også selv lider. Vi har fået skabt et system, en kultur mellem mænd, der måske har forandret sig siden “far var dreng”, men som stadig spytter dysfunktionelle mænd ud i hobetal.

Jeg bliver tit mødt med kommentaren om, at det er fixet om en generation eller to. Næppe. Jeg hører fra Generation Z, der er født mellem 1996–2012, at der er en positiv udvikling i mandekulturen, men også at problemerne på mange måder er lige så grelle som de var, da jeg var barn i firserne. Hertil kommer alle de nye problemer med drenge, der har det svært i skolesystemet, forsvinder ind i uregulerede fællesskaber og spejler sig selv i den digitaliserede volds-, porno- og præstationskultur. For nylig blussede debatten op om den kriminelle kickboxer, Andrew Tate III (selvhøjtideligheden er som regel stor hos den slags), der om nogen er en slags konge over de dysfunktionelle mænd og har gjort det til sin lukrative levevej at reproducere de kulturelle fortællinger, der virker så tillokkende for denne slags mænd. Tates popularitet er ikke enestående, men et symptom på, at mange unge mænd leder efter et lys i mørket og stadig søger hen mod det fyrtårn, der blinker mest ihærdigt af guld, hurtige biler og sex. Men selv hvis det blev bedre om to generationers tid, kunne vi vel ikke tillade os at sidde inde med den viden, vi har i dag om den dysfunktionelle mand. Hvis vi virkelig har mod til at se skadevirkningerne i øjnene og se, hvordan hans adfærd på grotesk vis har taget et helt samfund gidsel, er der kun en konklusion: Vi er nødt til at gøre noget nu. Som individder og som samfund.

Hvad skal vi så gøre? Det, vi plejer, når vi vil løse noget på en klog måde. Nemlig at tale meget mere sammen — og finde ud af, hvad fanden der foregår. Lige nu er det især kvinderne, der går forrest i diskussionen om, hvordan vores tilværelse er bygget op og struktureret, så vi får bedre vilkår til at udvikle os som mennesker, familie og samfund. Lad os få især mændene til at tage ansvar for vores køn og for den kultur, vi skaber sammen. Vi bebrejder vælgerne, når de stemmer på en dårlig og samfundsnedbrydende leder, men vi er også nødt til at bebrejde os selv, når vi vælger at acceptere en kultur mellem drenge og mænd, der er så usund og skadelig for alle omkring os og os selv. Vi skal se i øjnene og diskutere, at vi ikke har haft tradition for at tage afstand fra og sætte grænser for den dysfunktionelle mand, men ladet ham regere forholdsvis uhindret. Og så skal vi opfinde nye regler og normer og forbilleder, der bidrager til samfundet i stedet for at underminere det. Vi er nødt til at tale om, hvordan vi opdrager vores drenge og hvordan vi mænd er sammen. Lige nu er det Jordan Peterson og Andrew Tate, der driver samtalerne om maskulinitet og mandens udvikling. Og det fører lige nu ikke til andet end mere misogyni, dårligere samspil mellem kønnene og mere isolerede mænd. En kultur skabes af vores gerninger og handlinger, ikke kun af vores ord. Så der er nok at gøre.

Jeg kan blive udmattet og skeptisk ved tanken om, hvad vi sammen kan gøre. Men som aktivist og feminist Amalie Have ønsker jeg også, at terapi, selvindsigt og ønsket om at lære sig selv bedre at kende kan blive “en 2023-hype” blandt mænd. Og “at mænd forpligter sig til at lære at være bedre kærester, elskere, venner, brødre, sønner og fædre.” Ikke kun for at være noget mere og noget bedre for alle omkring os. Men primært og især for at være noget for os selv. 

Lad os mødes på gaden og i stuerne og på cafeerne og tale om det, der er muligt, hvis vi fik en ny mandekultur. Lad os fylde forsamlingshusene og biograferne og bøgerne og ørerne med nye samtaler om den utopiske idé, at mænd ikke bare sådan som vi altid har troet, men meget andet, mere og bedre.