Mænd har endnu ikke udviklet en sund måde at håndtere følelser. Faktum er at vi er den mest plagede, truede, destruktive abe i skoven. Eneste vej frem er at turde gå ind i sandheden og tage ansvar for dem, vi er blevet, og dem, vi vil være.
Der er noget råddent i måden, vi mænd er sammen. Der er en Donald Trump’sk konspiration mellem os mænd, som vi tror hjælper os med at være mænd, men som i virkeligheden splitter os. Splitter mig som mand — og os som mænd. Hvorfor det er sådan, hvorfor vi er sådan, er svært at sige. Måske er det noget i vores biologi. Noget i vores kultur. Noget i vores opdragelse. Hvis det er de sidste to, er der en smule håb. Vi kan ændre det. Men lad os ikke af den grund vente til vores sønner og deres sønner gør noget ved sagen. Jo længere vi venter, jo flere mænd vil dø, jo flere vil være ulykkelige — og jo sværere vil det være for selv de fremtidige generationer at ændre særligt meget.
“Vi undgår følelserne. Så meget som muligt. Både at mærke dem og tale om dem. Som mænd kan vi lugte den slags samtaler på lang afstand.”
Jeg taler selvfølgelig om vores højdeskræk
Nej, ikke den regulære højdeskræk. Den, hvor jeg bliver svimmel, når jeg står på en af glaspladerne i toppen af Radiotårnet i Berlin. Jeg taler om den anden meget mere angstfremkaldende og ødelæggende højdeskræk, der rammer alle mænd, så snart en samtale pludselig åbner sig, og sindets dybder ligger truende under dem. Den højdeskræk, der får mænd til at stirre ind i aviser eller falde i søvn foran tv’et eller flygte ned i kælderen eller ud på toilettet eller ned på den lokale eller ind på arbejde eller over til vennerne eller ned i flasken eller ind i depressionen. Eller ud over balkonen.
Er det nu så galt? spørger den altid kritiske mand. Ja, det er. Vi er angste for kigge ind i os selv. Måske fordi vi frygter, hvad der findes derinde eller dernede. Måske fordi vi har så utroligt svært ved at sætte meningsfulde ord på det, vi oplever, så vi nemt fremstår dumme, nærmest usympatiske — sammenlignet med den lethed, hvormed kvinder taler om følelser og det indre liv. Eller måske, og det tror jeg mest på, fordi vi i årevis gennem kultur og opdragelse har lært os selv og hinanden som mænd, at vi ikke må fremstå svage, sårbare og frygtsomme. Det groteske er, at vi alligevel ender med at fremstå sådan, blot først når det hele falder sammen, jobbet er røget, kæresten gået og aggressionen vælter op i os. Dette er kimen til det, der i populærkulturen kaldes toxic eller giftig maskulinitet, men som jeg hellere vil kalde skadelig maskulinitet. At vi i vores forsøg på at bevare vores kønslige integritet skader os selv og andre.
”One study in the Social Psychological and Personality Science even found that suppressing emotions can lead to aggression — a bad start to forming healthy relationships.”
– 6 Harmful Effects Of Toxic Masculinity, bustle.com
Der er en trist forudsigelighed i at mænd skal klare sig alene
Vi undgår følelserne. Så meget som muligt. Både at mærke dem og tale om dem. Som mænd kan vi lugte den slags samtale på lang afstand. Og vi har strategier til at vifte den af vejen, inden den ankommer, at undgå den eller bare lade den finde sted, rulle hen over os, mens vi opholder os et andet sted i sindet, med blikket nede i mobilen eller tankerne på en email, der skal sendes senere på ugen. Vores kærester og koner, forældre og børn, har vænnet sig til at tale videre til os, selv om vi er helt fraværende. Sådan er mænd bare. Og det passer. Endda over for andre mænd. Når kollegaen af en eller anden grund pludselig fortæller, at han er ked af det på jobbet eller ved at blive skilt, leder vi efter første og bedste udvej. Giv ham to-og-et-halvt minuts sympati, lemp samtalen over i konstruktiv rygklapperi i stil med Det skal nok gå — og pynt på fadæsen ved at sige Du må bare sige til, hvis jeg kan gøre noget. Så er det klaret, hullet i gulvet er lukket sammen med brugte brædder, og vi kan trampe videre mod dagens frokost eller en vigtig aftale om et eller andet. Følelserne er undgået. Ikke kun kollegaens, men også egne følelser, der kan blive vakt, når en anden er sårbar. I et interview for nylig fortalte forfatter Tomas Espedal, næsten stolt, hvordan han i årtier havde undgået at gå til psykolog, selv om det nok havde været nødvendigt. I stedet havde han brugt sit forfatterskab til at ventilere. Fint nok, men der er en trist forudsigelighed i at mænd altid skal klare sig alene — eller lige så grelt: Med flasken, en slidt hund og forfatterskabet som eneste vidne. Vi vil hellere leve alene og miserable end åbne op og reflektere over vores liv og vores valg. Vi vil hellere blive skilt eller gå fra kæresten end lære noget om os selv. Vi vil hellere skynde os videre end dvæle et øjeblik ved den smerte og det afsavn, der rammer os, når vi mislykkes.
”One of the most common ideas of “manhood” is the idea of “man as provider.” A man, we are told, provides for his family no matter what it costs him. The problem, of course, is that once again, this reduces manhood and masculinity into an external factor, something that can be taken… or destroyed.”
– Harris O’Malley
Den plagede mand tager til genmæle
Og hvad så, lad mig nu være, vil den plagede mand sige, det må jeg selv bestemme, vil han mene. Når det angår den enkelte, har hver af os et valg at træffe. Men som medmand og som samfund har jeg et større ansvar. Jeg har et ansvar for at ændre systemet, der tydeligvis ikke fungerer. Jeg har et ansvar over for mine børn, både drenge og piger. Jeg har et ansvar over for den næste mand, der nede ad vejen eller ude i kontorlandskabet sidder og skummer i eget fedt. Faktum er at mænd er den mest plagede, truede, destruktive abe i skoven. Vi begår selvmord, banker og myrder andre drenge og mænd, forulemper børn og kvinder, sender os selv og hinanden i fængsel, vi får sygdomme, der reelt kan behandles, men dør af dem, fordi vi spiser usundt, bevæger os for lidt, ryger for meget — og slet, slet, slet ikke lytter til læger, eksperter, kvinder eller Chris McDonald, der alle sammen fortæller os, hvad vi burde gøre i stedet for det vi gør, hvis altså vi ønskede at have det bedre fysisk, leve længere og i øvrigt føle en smule fred med os selv. Jeg vil ikke gøre mænd til ofre, for den eneste vi er offer for er os selv og derved er vi både offer og bøddel.
Skal vi kalde det giftig eller skadelig maskulinitet?
Det er heldigvis noget, mænd i stigende grad har mod på at diskutere. I Berlingske var chefredaktør Tom Jensen på banen efter han havde set dokumentarfilmen ”One More Time With Feeling” om musikeren Nick Cave. Tom Jensen kan bedre se træerne end skoven. Han mener, det er farligt at sammenkoble mord-, volds- og selvmordsstatistikkerne med den almindelige mands udfordringer i verden. Kun få mænd hader kvinder, som Tom Jensen rigtigt siger. Ligesom mange mænd tager han afstand fra portrættet af manden som skadelig. Han mener, at ”det er præcis i koblingen af enkeltsager, statistisk repræsentation og generaliseringen, at afsporingen sker. Det er præcis i definitionen af maskulinitet som ”giftig”, at dæmoniseringen af et køn ligger på lur.”
Men begrebet toxic masculinity eller skadelig maskulinitet dæmoniserer ikke mandekønnet. At man kalder den gængse fremstilling af maskulinitet skadelig, betyder ikke at maskulinitet i sig selv er skadelig. Tværtimod. Begrebet skadelig maskulinitet problematiserer det billede, som mænd (og kvinder) har tegnet og accepteret i alt for mange år af mænds rolle og kapacitet. Et billede, hvor manden skal være maskulin på særlige måder, der viser sig vanvittigt skadelige over for mænd selv og omgivelserne. Det burde nærmest ikke være til debat, at manden har spillet sig selv fallit gennem et oppustet, misforstået og skadeligt ideal. Det bør være til debat, hvordan vi (som mænd og mennesker) vil anskue og bearbejde den situation vi nu er i. Og kritikere af begrebet skadelig maskulinitet (fx ham her) bør overveje, hvad intentionen er med at sætte lighedstegn mellem begrebet og kønnet. For enhver moden debattør er de to ting ikke det samme.
Mænd er ikke kun skadelige. Punktum.
Selvfølgelig, hiphurra, og lad os bare få det sagt, skylder vi at sige, at mænd gør en masse godt og i mange tilfælde formår at kanalisere energi over i projekter, der beriger verden. Vi opfinder kunst, kultur og dimser, vi er, som sagt, nogens fædre, kærester, brødre, sønner, venner og kolleger. Problemet er ikke, at vi ikke kan gøre noget godt. Problemet er ikke, at vi ikke har hjertet på rette sted. Problemet er, at vi har vænnet os til at undgå at mærke vores hjerte, vores følelser. En vane, der har tjent os engang for mange år siden, men som næppe kan siges at være hjælpsom i dag. Alligevel har vi gennem årene lært os selv, at vi bliver straffet for at vise vores følelser, dele vores drømme, udtrykke vores sårbarhed. Måske har nogen endda lært os det, måske er det gået i arv fra mand til mand, vi er, så at sige, blevet ved med at fortælle os selv, at den lære er sand. Så vi går den ”kølige” vej: Den analytiske, kritiske, skeptiske vej. Vi bruger tanke, fornuft, strategi og logik. Men værst af alt, fordi vi ikke kan mærke os selv og mærke andre, er der en grundlæggende isolation. En afskårethed. Fra vores kære, fra vores familie, fra andre mænd. Vi er alene. Jeg er alene. Jeg skal klare mig selv i kampen mod alle jer andre. Fællesskabet er blevet en konkurrencestat, et jagtdomæne, hvor den stærke eller den kløgtige vinder.
”Af alle menneskehedens fantasiforestillinger er ideen om, at vi kan klare os selv, den mest absurde og formentlig den farligste. Enten står vi sammen, eller også falder vi fra hinanden.”
– George Monbiot, “Neoliberalismen producerer ensomhed”, Information
Det går selvfølgelig ikke. Det går heldigvis ikke. Vores kroppe og deres drifter, vores hjerter og deres dybe længsel efter at mærke samhørighed, kalder hele tiden på os. Vi forsøger at slå det hen, at lægge afstand til det, vi beskæftiger os med det, vi kender og kan se. Vi dropper håb og drømme. Vi griner af det fantasifulde. ”Mænd er skabt til at jage og blive jaget”, er der altid en, der siger. Der er formentlig et ikke ubetydeligt biologisk aspekt af den måde, vi mænd lever og oplever verden. Men i stedet for at give vores tidlige forfædre skylden for den DNA, vi stadig bærer i kroppen og ikke kan flygte fra, er det mere interessant at se på, hvor nemt vi kan gøre noget ved det. Hvis ellers vi vil. Som mænd ændrer vi os først, når vi vil. Og når der er behov for det. Vi løfter os først fra lænestolen, når taget er i brand. Eller kæresten er flyttet. Mænd er ikke skadelige. Punktum. Men vi har accepteret en måde at være på, der har skadet vores sundhed i mange år. Det er på tide at gøre noget ved det.
Note: Det vælter frem med mandesnak
Jeg har ikke skrevet dette for at gøre mænd til bedre kærester eller ægtemænd, bedre fædre eller bedre sønner. Jeg skriver det heller ikke, fordi der, dybest set, er noget i vejen med mænd — eller fordi jeg er bedre. Da alt i mit liv faldt sammen omkring mig, kunne jeg se, hvor svært jeg havde ved at tale med andre mænd. Og det undrer mig. Jeg undrer mig over mænd. Hvor vi er, hvordan vi ser vores liv, og hvor vi er på vej hen? Jeg har på mine mange forfatterforedrag konstateret, at det primært er kvinder, der opsøger forfatterforedrag. Hvor er mændene, og hvad laver de? tænker jeg. Det har medført mange gode samtaler med rigtigt mange mænd, og jeg fornemmer at vi går og venter. Venter på at nå frem til mållinjen, venter på, at det skal blive bedre eller bare gå over. Uden at vi i grunden ved, hvad vi venter på. Min ventetid er ovre. Jeg er nysgerrig, jeg vil skubbe til stenen. Måske er din ventetid også ovre. Måske, bare måske, kan du høre noget andet i dig kalde.
Forslag til en start: Træk vejret, gå en tur og begynd at åbne op. Bare lidt. Kig ind i dig selv og gå på undersøgelse. Hvad er det vigtigste i dit liv — sådan virkelig? Hvad er din største frygt? Hvad vil du? Hvad drømmer du om? Hvad tror du på? Hvem tjener du — dybest set — ved at værne om dine følelser? Du vil opdage, at livet ikke er slut, når du åbner dit hjerte, men at det lige er begyndt.
Denne slags mand koster os alle sammen flere penge og flere menneskeliv end vi har mod til at indrømme
Læs mere »