“Vognen kørte over et bump, og som en indgroet refleks kiggede Oda sig hurtigt omkring for at se, om noget ubehageligt var på færde. I den knitrende vintermorgens horisont tegnede det sig mod den rødlige himmel. Egeskov Slot, som hun kun havde haft vage forestillinger om. Inde i byen havde hun da set Skt. Knuds Kirke og andre prangende bygninger, men det her lignede noget fra et eventyr. Murene vrimlede med store og små vinduer, næsten som Odense Tugthus, og de to runde tårne i hver side havde finurlige spidse hatte som tag. Hvis hun havde været i tvivl om, hvorvidt huset virkelig var blandt de fineste i landet, sådan som en af pigerne nede fra kroen havde sagt, var hun det ikke længere. Igen vældede mørket op i hende, selvom hun havde besluttet sig for at holde det nede. Den gungrende lyd fra hestenes hove, da de red over broen, gjorde næsten ondt i hende, og hun lagde mærke til, at solens flammende skær, der havde bredt sig som en ildebrand på himlen, skinnede på den tilfrosne vold- grav, og et øjeblik så det ud, som om slottet havde rejst sig fra vandets mørke dyb og presset sig op gennem isen.”