SKRIV FOR HELVEDE. Med 7,5 bøger på 10 år på samvittigheden vil jeg gerne give dig mine tre bedste råd – og jeg lover dig, at de vil ændre det hele for dig, hvis du følger dem.
Jeg græd, da jeg fik Bogforums Debutantpris. På en scene foran en fyldt sal og et par kameraer var jeg mere berørt end nogen kunne ane. Selvfølgelig var jeg stolt. Men mest af alt var jeg lettet. Det kunne på alle mulige måder være gået helt anderledes. Jeg var fyrre år og på randen af skilsmisse. Der var så mange alternative universer, hvor jeg slet ikke fik skrevet min bog færdig, ikke fik den udgivet og ikke vandt noget som helst, men stadig bare levede mit gamle, sikre liv – med fast løn og fast hovedpine. Gennem årene var min forfatterdrøm, som jeg fik som fem-årig, langsomt, men sikkert skredet ned ad prioriteringslisten og lå nu på en delt treogtyvende plads, langt efter at hente børn, betale regninger, rense tagrender, blive en bedre kæreste og tabe mig ti kilo. Men ved en eller anden vanvittig indsats lykkedes det mig at holde fast i mig selv og skriveriet og bryde gennem alle undskyldningerne.
“Jeg græd, da jeg fik Bogforums Debutantpris. På en scene foran en fyldt sal og et par kameraer var jeg mere berørt end nogen kunne ane. Selvfølgelig var jeg stolt. Men mest af alt var jeg lettet. Det kunne på alle mulige måder være gået helt anderledes.”
FOTO-VÆG. 1. Min første oplæsning på en scene – som 17 årig. Sammen med digterne og koryfæerne FP Jac og Poul Borum, der senere samme dag spurgte som jeg skulle på Forfatterskolen. 2. Første PR-billede (2014) fra lanceringen af Eremitten, taget af Nina Flor. 3. Samarbejdet med AJ Kazinski. 5. Min søn Eddie, født i 2019, og mig. 9. På scenen foran et publikum af bogelskere og -handlere – hvor jeg taler om Uniform. 10. Foto til lanceringen af Ulykkens år og den store romanserie om Egeskov Slot på Fyn, udviklet og skrevet i samarbejde med forfatter og filminstruktør Anne-Grethe Bjarup Riis.
Bliv ved. Det er sådan du udvikler dig.
Hvordan bliver man forfatter? Det er der ofte nogen, der spørger om. Svaret er mere enkelt og kikset end man tror. Siden jeg var fem år, har jeg haft fortællinger i hovedet, ideer til scenarier, dramaer og forbrydelser – som regel med en bortløben børnehjemsdreng eller -pige i hovedrollen. I 7. klasse skrev jeg et teaterstykke, som klassen opførte, i gymnasiet vandt jeg en novellekonkurrence. Efter gymnasiet læste jeg i Minneapolis, USA, og skrev en 800 siders roadmovie-roman, som Gyldendal takkede Nej til. Jeg gik på Forfatterskolen i 1997-99 og fortsatte med at skrive romaner, der blev afvist (Tak til Simon Pasternak). Jeg blev ærgerlig, nej, bitter og irriteret på forlagene. Jeg begyndte at hade Bogforum og Politikens Bogtillæg, fordi det mindede mig om min egen uformåenhed. Jeg var misundelig på mine forfattervenner (fra Forfatterskolen), der udgav den ene bog efter den anden. Så da jeg endelig, omsider, langt om længe, ja, så længe at alle vennerne og familien efterhånden var stoppet med at spørge hvordan det gik med skriveriet, fik gjort min roman Eremitten færdig, havde jeg gennem årene skrevet mere end fem tusind sider, 2 millioner ord eller 10 millioner tegn. Det stod klar for mig, at det var ikke spild af tid, det var ikke meningsløst, det var træning. Der er kun én måde at blive forfatter. Det er at blive ved. Og jeg tror måske det gælder for de fleste kunstarter og kunstnere
Fuck forfattermyten og find en legekammerat
Jeg har med vilje udeladt noget fra fortællingen. Nemlig ensomhedens pris. I mange år var jeg overgivet til den gamle forfattermyte, hvor man som forfatter sidder bogstaveligt og ubogstaveligt talt alene på sit kammer, alene med sine faglige udfordringer, alene med sin tvivl og frygt. Jeg hørte af en eller anden grund Lars Bukdahls kritiske røst hver gang jeg skrev noget. Og det var først da jeg opdagede, hvor alene jeg var om mange ting i mit liv, at jeg besluttede mig for at række ud og opsøge andre forfattere for at tale om faget og om de svære følelser, der følger med, når man vover pelsen på papiret. Jeg talte blandt andre med forfatterne Ina Merete Schmidt og Jeanette Øbro, der støttede mig i den sværeste tid. Siden har jeg i den grad dyrket at tale og arbejde med andre forfattere. Det var derfor, at jeg skrev en krimi sammen med AJ Kazinski i 2018-9 og derfor at jeg i disse år skriver en romanserie med Anne-Grethe Bjarup Riis. Fordi jeg tror at det udvikler mig mere end noget andet at sparre og diskutere ideer og fortællingens virkemidler. Det er også en af grundene til, at jeg elsker at undervise. Udover at støtte andre forfattere i at udvikle sig, giver min undervisning mig et sted og et forum at vende stort og småt, det praktiske og det nørdede fra forfatterens værksted med andre i samme situation. Så hvis du tumler med at skrive, men er alt for alene om det, så find en legekammerat, én, der forstår og udfordrer dig.
“Som fyrreårig vendte jeg tilbage til det ophav og skrev den bog, jeg havde lyst til, nemlig Eremitten. Heri lå min erfaring som menneske og mand i en fiktiv form, men det var gået op for mig, at enhver god fortælling er en gribende, struktureret formidling af den menneskelige erfaring. Det sidste er det vigtigste.”
Syng med eget næb. Verden venter på dig.
Du ved det ikke endnu. Men verden venter på dig. Du skal ikke være dygtig, klog, rar, sød, flot, rig eller noget som helst andet før du begynder at synge. Tværtimod vil vi gerne høre fra dig i al din uperfektion, i al din ulidelig grimhed og middelmådighed, i al din tvivl, sorg og raseri. Problemet er, at det ikke er sådan vi går og tænker eller taler sammen. I stedet tror vi, at vi skal bruge filtre for at skjule vores virkelige jeg eller have taget en uddannelse eller levet et halvt liv eller have noget stort og magnifikt at tilbyde verden før forlagene åbner dørene. Sådan er det ikke. Tværtimod. Det var først, da jeg metaforisk set skubbede mine lærere fra Forfatterskolen og Lars Bukdahl til side og begyndte at skrive den slags bøger, som jeg selv elskede som barn, som ung og voksen, at jeg fik min roman udgivet. Som ung elskede jeg at læse King, Dickens, Hinton, Tartt og Sjöwall & Wahlöö. Som fyrreårig vendte jeg tilbage til det ophav og skrev den bog, jeg havde lyst til, nemlig Eremitten. Heri lå min erfaring som menneske og mand i en fiktiv form, men det var gået op for mig, at enhver god fortælling er en gribende, struktureret formidling af den menneskelige erfaring. Det sidste er det vigtigste. Når vi læser, vil vi nemlig gerne høre, lære og opleve hvordan det er at være menneske – og mere præcist: Hvordan det er at være dig? Ikke din nabo eller din mor, men dig. Autentisk, ægte og sårbart. Jo mere generøst du fortæller derfra, jo mere spejler vi os i det. Ikke alene er det mest inspirerende og spændende, du kan give os, men det er også det eneste, som ingen andre end dig kan give os. Så syng med eget næb. Verden venter på dig.
PS. Hvis du undrer dig over de 7,5 bøger, altså den halve bog, så er det Lasse Holms Besættelse, som jeg skrev færdig for ham. Du kan læse historien her.