Danmark har verdens højeste bogmoms – det er tid til at afskaffe den
Hvorfor betaler vi fuld moms på bøger i Danmark, når stort set alle andre europæiske lande har valgt at fritage eller nedsætte bogmomsen? I en tid, hvor læselysten falder, læsefærdighederne blandt børn er i frit fald, og demokratiet har brug for stærke, oplyste borgere, er det paradoksalt, at netop Danmark – som bryster sig af at være et videnssamfund – opretholder verdens højeste moms på bøger: 25 procent.
Mit borgerforslag har brug for din underskrift
Jeg har nu stillet et borgerforslag om nulmoms på bøger. Du kan læse forslaget og støtte det nu, hvis du har lyst og mulighed. Det tager to minutter og kræver Mit-ID. Forslaget bygger på en enkel og nødvendig idé: At vi som samfund anerkender bøgernes kulturelle og demokratiske betydning – og handler derefter. Vil du være med?
Fordele i fire punkter
1. Nulmoms vil styrke vores demokrati
Bøger er mere end underholdning. De er en hjørnesten i den demokratiske samtale, hvor argumenter, nuancer og saglighed får plads. Læsning udvikler sproget, giver udsyn og styrker evnen til refleksion – egenskaber, der bliver stadigt vigtigere i en tid præget af fragmenterede medier og hurtige holdninger.
2. Nulmoms vil styrke børn og unges læsning
Danmark står midt i en læsekrise. PIRLS og PISA viser, at danske børn læser markant dårligere end tidligere. 25 % af eleverne i 4. klasse har svært ved at læse mellem linjerne eller forstå teksters budskab. Samtidig er læseglæden historisk lav. Nemmere adgang til bøger – både økonomisk og fysisk – er en del af løsningen.
3. Nulmoms vil gøre bøger billigere og mere tilgængelige
Skatteministeriet har bekræftet, at nulmoms vil sænke forbrugerpriserne og øge salget af bøger. Det er ikke kun en kulturel gevinst – det har også sociale og uddannelsesmæssige konsekvenser. Bøger vil komme bredere ud, også til dem, der ikke har råd i dag. Det handler om social mobilitet og lighed i adgang til viden og dannelse.
4. Nulmoms vil styrke litteraturens fødekæde
Boghandlere, forlag og forfattere kæmper i et presset marked. Nulmoms vil give bedre vilkår for udgivelser med høj kvalitet og styrke mangfoldigheden i bogmarkedet. Når økonomien bliver bedre for alle led i kæden, kommer det hele samfundet til gode.
1608
STØTTER INDSAMLET
50.000
MÅL
3,2
PROCENT INDSAMLET
Hvem får særlig gavn af forslaget?
Børnefamilier
Billigere børnebøger styrker salget af bøger til børn og læsningen derhjemme, hvilket er vigtigt for sprogudvikling og læselyst.
Studerende
De studerende får adgang til billigere studiebøger – og de kan købe bøgerne i stedet for kun at låne, hvilket giver bedre mulighed for fordybelse.
Biblioteker og skoler
Landets biblioteker og skoler får mulighed for at købe flere bøger for de samme penge – hvilket styrker oplysning og dannelse bredt i samfundet.
Forfattere
Hvis salget stiger pga. lavere priser, får forfattere mere udbredelse og potentielt højere indtægt. Især debutanter og nicheforfattere får lettere adgang til læsere.
Boghandlere
Et større salg af bøger kan styrke især de fysiske boghandler, der kæmper mod streaming og netbutikker. Flere kunder betyder øget omsætning, uden at det koster ekstra for forbrugeren.
Mindre forlag
Små og mellemstore forlag får lettere ved at konkurrere med store forlag og internationale aktører. De kan sænke prisen på deres bøger uden at gå på kompromis med kvaliteten. For både små og større forlag vil det være mere relevant at give muligheden til nye forfattere og smallere udgivelser, fordi markedet bliver større.f
DET KRÆVER 50.000 UNDERSKRIFTER
Støt forslaget - allerede i dag
Der er ingen lovgivningsmæssige forhindringer for at afskaffe bogmomsen i Danmark. EU har åbnet for muligheden. Nu er det op til os. Du kan være med til at gøre en forskel for dansk læsekultur, børn og unges trivsel, og for vores demokrati
