Støt forslaget - allerede i dag​

I efteråret 2021 påtog jeg mig en særlig opgave: At skrive min gode kollega og ven Lasse Holms sidste manuskript færdig. Jeg tøvede ikke med at acceptere opgaven, jeg tænkte mig nærmest ikke om, men sagde bare Ja, da jeg blev spurgt. Og der skulle gå flere måneder, inden jeg begyndte at overveje, om det nu alligevel var en god idé.

En inspirerende nørd 

Jeg mødte Lasse første gang på Krimimessen i Horsens i 2014. Han stod i en lille, kulørt stand og gjorde opmærksom på sin voksendebutroman, Romeren, som han udgav på forlaget Fahrenheit. Jeg var selv debutant det år med Eremitten og har altid elsket historiske romaner og læst min del af dem, Conn Iggulden, Bernard Cornwell og Hilary Mantel med flere, og det glædede mig at møde en ny dansk forfatter, der havde kastet sig over genren. 

“Nu sad jeg pludselig og arbejdede på en tekst, hvor min skrivemakker, som jeg normalt ville konfrontere eller rose eller udspørge, var tavs.”

Thomas Rydahl

Med sig i standen havde han en ægte romer. Eller det lignede hun. Det var Lasses kæreste, Katharina, der var imponerende klædt for at gøre opmærksom på bogen (Det viste sig, at hun arbejder med kostumer på det kongelige teater). Jeg beundrede, at Lasse og Katharina kunne gøre den slags sammen – som par. Der var en art legesyge over det, og det sagde meget om dem begge. Vi faldt i snak – og jeg kunne straks lide Lasse. Det kunne man. Han var nørdet og nysgerrig, varm og vidende. Et menneske, man lærer noget af at tale med.  Og fordi vi begge debuterede og talte om nervøsitet og anmeldelser og så videre, mærkede jeg straks en samhørighed med ham.  Da vi nogle år efter kom på samme forlag, voksede samhørigheden. 

Dagbog fra en ærlig mand

Syv år senere stod vi på Pio Vin & Bar, en lidt overset vinbar i Bagerstræde på Vesterbro. Politikens Forlag havde inviteret til forfatter-sommer-komsammen, og som sædvanlig endte jeg i et hjørne (af den ultra Vesterbroske gård) i en intens snak med Lasse. Tingene var dog ikke gode. Lasse havde cancer i skjoldbruskkirtlen. Det vidste jeg blandt andet fordi jeg, som så mange andre, havde fulgt og læst hans daglige og ugentlige skriverier om sit sygdomsforløb, hvor han havde en gruopvækkende, ærlig tilgang til samtalen om døden (og livet), parforhold og bøger. (Hvis du vil vide mere om dette, kan du lytte til Dagbog fra en døende.) 

Men at se ham gjorde mig alligevel glad og fortrøstningsfuld. Han var i behandling og håbede på bedring. Han havde genfundet sin skrivegnist og var ved at være færdig med sin nye roman. Jeg var af en eller anden grund sikker på, at han nok skulle få det bedre og blive helt rask. Måske fordi jeg ikke turde tænke andet, måske fordi Lasse virkede som om, at han fanme ikke havde tænkt sig at give efter for den slags. 

Ja. Bare ja.

Nogle måneder senere fik jeg en opringning fra forlaget. Lasse var døende, og i den forbindelse havde han nævnt mit navn, som den, der skulle spørges om jeg ville skrive hans manuskript færdigt, hvis han ikke nåede det. Jeg sagde straks Ja. Uden at tænke over det. Ikke kun af hjertens godhed, måske lidt. Men mest fordi jeg virkelig holdt af Lasse, og fordi jeg som forfatter kunne sætte mig i hans sted. Det ville også betyde meget for mig, at mit sidste manuskript blev færdig og kom ud – måske med en andens hjælp.  Der blev talt om, at han og jeg skulle nå at mødes og diskutere hans manus, men så døde han. 4. november 2021. Et brat punktum. Det var få dage inden Bogmessen, og Lasses billede prydede Politikens stand som om han stadig var her. Vi talte meget om ham – og han var savnet. Jeg forstod på forlaget og hans redaktør Mille Haynes, at man ville genoptage arbejdet med manus, når Katharina var klar. 

I nogle måneder hørte jeg ikke noget, så jeg regnede efterhånden med, at mit løfte fra de hektiske dage omkring hans sidste indlæggelse ikke blev aktuelt. Det blev forår. Jeg var ved at færdiggøre min egen nye krimi, Uniform. På et møde med Mille Haynes fik jeg at vide, at man igen kiggede på Lasses roman – og om jeg stadig var interesseret? Det var jeg selvfølgelig. Vi blev enige om en proces, der kunne gå i gang, når jeg havde min egen krimi, Uniform, ude af systemet. Sådan er forlagsarbejde også: Planlægning og deadlines. Derfor gik sommeren og efteråret kom, inden jeg fik læst Lasses manus og mødtes med Mille Haynes for at diskutere det. 

Han elskede et Interludium

Vi sad oppe under taget på Milles lille kontor. Jeg havde gjort mig mange tanker – og Mille var enig i de fleste. Hun havde med vilje ikke delt sine meninger med mig på forhånd, så jeg kunne danne mig mit eget indtryk. Lasse havde blandt andet opfundet et Interludium i midten af romanen, der virkede som en lidt heftig blok, en for lang pause, der tog pusten ud af romanens ellers høje tempo. Fordi Lasse også i en tidligere romans første udkast havde haft den slags Interludium og selv redigeret den ud, var vi sikre på, at den også skulle redigeres ud her. Det var den måde, vi diskuterede og argumenterede for vores ændringer og tilrettelser. Der skulle ikke kun redigeres, men skrives nyt og nye scener, opfindes ting. Jeg havde en god fornemmelse af, hvor Lasse ville hen. Jeg glædede mig til det. Men var også konfronteret af opgaven: At lykkedes med at formidle Lasses ånd og ideer.

Fortællingen som fag

Jeg har for længe siden besluttet, at man lærer mere af at diskutere sit håndværk og udvikler sig mere som forfatter ved at vende ideer og tanker med andre. Sådan gør man inden for de fleste fag, hvis man vil være dygtig. Det har blandt andet ført til mit samarbejde i 2018-19 med forfatterparret A.J. Kazinski – og senere mit samarbejde med Anne-Grethe Bjarup Riis. Jeg synes, det er vanvittigt interessant at læse og diskutere tekster og ideer til fortællinger, både egne og andres. Hvad virker, hvorfor og hvornår? Hvad gør en karakter stærk eller spændende eller menneskelig? 

“Jeg stod på Lasses hjemmekontor, mellem hans bøger og kasser med Lego og blev igen nærværende over for de oplevelser, der nogle gange kommer, når man bare siger Ja til noget uden helt at forstå hvorfor tavs.”

Thomas Rydahl

Nu sad jeg og arbejdede på en fortælling, hvor jeg virkelig skulle trække på al min erfaring, fordi min skrivemakker, som jeg normalt ville konfrontere eller rose eller udspørge, var tavs. Ofte kunne jeg som forfatterhåndværker regne ud, hvad han ville, og hvad han prøvede på, men der var steder i teksten, hvor jeg virkelig savnede at kunne tale med ham. jeg læste i hans gamle bøger for at forstå ham, for at undersøge hans metodik, men der var flere steder, hvor svaret ikke kunne findes, men måtte opfindes. Flere gange måtte jeg stole på min egen fornemmelse – frem for at afsøge Lasses intention, og nogle få gange bandede jeg af ham, fordi han ikke havde efterladt nogle noter eller noget, der kunne gøre sagen lettere. Der var enkelte stunder, hvor jeg følte, at det var for stort et pres og ønskede, at jeg havde tøvet, bare en lille smule, med at sige Ja dengang. Men alt i alt var det en intenst, interessant og vanvittigt lærerig proces. Og en utrolig måde at komme tættere på Lasse.

I virkeligheden kendte vi ikke hinanden så godt, inden han døde. Pludselig savnede jeg ham og ville have givet alt for at kunne sidde med ham på Tap Room og få en underlig øl og snakke om vores fag. Han ville sikkert have hængt sin hat på stolens knop og fortalt mig om tiden, den politiske udvikling i verden, inden besættelsen fandt sted i Danmark. ikke helt ulig den måde, Jens i romanen fortæller om de samme emner.  

At forvalte en anden kunstners arv

Og på den måde endte et punktum med at være et kolon:  I marts 2023 udkom Lasse Holms Besættelse, og hans kone Katharina holdt en smuk og gribende bogreception i deres lejlighed i København.

Jeg stod på Lasses hjemmekontor, mellem hans bøger og kasser med Lego og blev igen nærværende over for de oplevelser, der nogle gange kommer, når man bare siger Ja til noget uden helt at forstå hvorfor. Jeg var glad for at have gjort det – uden jeg helt havde overvejet hvor stort og svært det egentlig er at forvalte en anden kunstners arv. Og jeg var især glad for at have hjulpet Katharina og Lasse med at opfylde hans ønske. Så da Mille Haynes og jeg talte om Lasses nye krimi på Krimimessen samme år i marts blev der både grint og grædt. Især det sidste. Katharina og hendes søster sad i publikum. Det er sårbart at nærme sig de døde – og deres efterladte. Men det er også lærerigt og gribende. Noget af det mest meningsfulde, man kan i livet.

Tak for tilliden, Lasse.