OM FORFATTER THOMAS RYDAHL
"Hvad så, er du ikke snart ved at være færdig med den bog?"

Som forfatter gør man hele verden til sin legeplads
Sådan er det i hvert fald for mig. Og sådan har det altid været. Lige siden jeg første gang fandt ud af, at alt gemmer et lille drama, en lille historie. Dårlig graffiti på en togstation. Et par brugte sko på en høj gren. En mand, der leder efter sine nøgler. Jeg er nysgerrig, nok nærmere vidensbegærlig. Derfor har jeg foretaget mig lidt af hvert. Blandt andet har jeg taget en brandmandsuddannelse og læst filosofi i nogle år. Herhjemme og i Minneapolis. Jeg elsker gode historier i alle afskygninger – fra den platteste onkel-vittighed og konspirationsteorier til Dickens og Delillo. Jeg læser meget. Men jeg har fået en dårlig vane med at være i gang med flere bøger på én gang. Lige nu er jeg ved at læse en bog om Mandela og en grafisk roman om en gourmet og Don Delillos nyeste.

I årene efter gymnasiet læste jeg i udlandet, aftjente min værnepligt og arbejdede som bartender, mens jeg læste filosofi på Københavns Universitet, inden jeg i 1997 kom ind på (Statens) Forfatterskole. En stor, svær, god oplevelse. Især at møde andre forfattere var stort og vigtigt for mig.

Kort om at skrive
Det, der er blevet hos mig i alle årene, fra folkeskolen og frem til i dag, er teksten: At skrive. At sidde så ofte som muligt, gerne hver dag, og skrive. Jeg skriver i toget, på Louisiana, på café, derhjemme, i notesbøger, på kvitteringer, på mobilen og på computeren. Og efterhånden som jeg har mulighed for det, kan jeg bruge mere og mere tid på at skrive. Det er et stort privilegie. Nogle forfattere ser det som hårdt arbejde, en byrde, de er blevet pålagt. For mig er det ikke sådan. For mig er det frihed. Der er selvfølgelig perioder, steder, i en tekst, hvor det hele er bøvl og bras. Men sådan har en snedker det vel også.

4912 720
LIDT OM BAGGRUND OG SÅDAN
I 2010 fik jeg ideen til en historie om en ældre mand, der er flygtet til Fuerteventura. Det blev starten på Eremit-trilogien. Nu er jeg aktuel med De savnede, andet bind i trilogien.

Upræcise selvbiografiske noter
Jeg er født lidt uden for Århus i 1974. Jeg voksede op i Albertslund, Struer og Nærum. Min far skaffede mig en computer i 1987, hvor jeg påbegyndte flere romaner om børnehjem, mystiske kasser og irriterende piger. I 1992 gav min dansklærer i gymnasiet mig et udklip fra en avis og opfordrede mig til at være med i en novellekonkurrence, Politiken og Gyldendal havde udskrevet. Den vandt jeg – og det blev på mange måder dét, der gjorde, at jeg for altid var draget mod forfatterarbejdet. Her fik jeg første gang mine utålmodige, men velmenende venners spørgsmål: “Hvad så, er du ikke snart ved at være færdig med den bog?” I årene efter gymnasiet læste jeg i udlandet, aftjente min værnepligt og arbejdede som bartender, mens jeg læste filosofi på Københavns Universitet. Jeg skrev en ungdomsroman, men fik den ikke antaget hos det store forlag, jeg sendte den til. Vennerne spurgte stadig, men lidt sjældnere. I 1997 søgte jeg ind på (Statens) Forfatterskole og kom ind.

Det er litterære spændingsromaner, fordi jeg først og fremmest arbejder med sproget, det sproget kan. Den måde sproget kan gøre noget ved læseren, uden at han måske lægger mærke til det. For eksempel ved at sætte tempoet. Jeg har nogle gange anvendt begrebet Slow Crime – når jeg skal forklare bøgerne. Her er plads til at dvæle ved elementer, personer, scenerier. Det giver en særlig fornemmelse, håber jeg.

Forfatterskolen var en vild, svær, god oplevelse. Især at møde andre forfattere var stort og vigtigt for mig. Jeg lærte især at forholde mig nøgternt, åbent og nysgerrigt til tekst. At stille spørgsmål og krav og lede efter meningen med galskaben. Det er nemmere, når det er andres, men jeg forsøger også med mine egne tekster. Jeg knoklede videre med mine romanprojekter. Vennerne var næsten holdt op med at spørge, men hvert nytår spurgte jeg mig selv “Hvad så, er du ikke snart ved at være færdig med den bog?”. Så blev jeg far. Først til Anton, min kærestes dreng fra et tidligere forhold, og senere til vores fælles datter Lucca. Det kræver noget særligt at finde tid til at skrive – når man er ung forælder. Min kone støttede (og støtter) mig meget. Hun kan sagtens se, at jeg har det bedst, når forfatterarbejdet er en del af min hverdag. Men de tre bøger jeg skrev fra 2000 til 2010 er stadig begravet i min Dropbox. Og de ligger fint der. I 2010 fik jeg ideen til en historie om en ældre mand, der er flygtet til Fuerteventura. Samtidig var jeg et sted i livet, hvor jeg ønskede at arbejde med mine romaner på en ny måde. Det blev starten på Eremit-trilogien – og, skulle det vise sig, starten på min forfatterkarriere, som jeg på en måde troede var begyndt i 1992.

Siden 2001 har jeg desuden arbejdet med storytelling, sociale medier og strategi, de sidste knap ti år hos RelationshusetGekko. Jeg bruger også min tid på personlig udvikling, meditation, samtaler om mænd, spiritualitet, verdens tilstand og menneskets vilkår – og har taget flere uddannelser og kurser inden for disse emner. Jeg bor i Gilleleje, tæt på vandet, sammen med min familie, nogle katte og en hund.