Symptomerne er der, men hidtil har kuren været forkert og for overfladisk
Begejstringen var stor, da kulturministeren i sommer bekendtgjorde, at bogmomsen skal væk. Som en, der har kæmpet for at få fjernet verdens højeste afgift på bøger, var jeg selvfølgelig henrykt og tilfreds. Men som det også har været ivrigt diskuteret, er bogmomsens snarlige død kun en af mange ting, vi skal gøre, hvis vi vil øge børns læse-evner og bevare litteraturen og bogen som kilde til fordybelse.
Lad os sige det, som det er: Bøgerne bliver mere og mere marginaliserede i de fleste danskeres hverdag og i vores kultur Som forfatter bekender tidligere læsere sig konstant til mig: Jeg læser ikke så meget, som jeg plejer. Eller endnu værre: Jeg læser ikke mere. Og man behøver ikke at konsultere kloge analyser for at forstå hvorfor. Der er så meget andet, vi kan foretage os, der føles enten vigtigere, sjovere eller nemmere end at læse. Generelt er der mange ting, der kæmper om vores tid og opmærksomhed. Parforhold, kæledyr, børn, robotstøvsugere og “Den store bagedyst” – for bare at nævne et par stykker. Og når alt det andet er klaret og vi endelig har seksten ledige minutter, er det nemmest at gribe ud efter det, vi har ved hånden: Netflix, podcast, gaming og sociale medier. Det handler ikke om, at vi er blevet dummere eller dovnere – men om, at enhver slags underholdning er blevet let tilgængelig. Med et klik kan vi se en serie, scrolle en halv time eller danse med på TikTok. Og så længe bøgerne og litteraturen skal konkurrere med disse, vil de (næsten) altid tabe. Dels er der avanceret teknologi i de digitale tjenester, der gør hvad den kan for at fange og fastholde vores opmærksomhed. Dels er bøger IKKE at sammenligne med den slags medier. Det er ligesom at sammenligne broccoli med softice. Og måske er det præcis her, en del af problemet ligger.
“Vi holdt op med at læse bøger, fordi noget andet trak i os, og vores børn gjorde det samme. Selvfølgelig.”
Thomas Rydahl
Stephen King på bagerste række i bus 194
Lad mig starte et andet sted. Engang var bøger let tilgængelig underholdning. Det var de, da jeg var barn. Hvis man var i sommerhus eller på vej hjem fra arbejde eller havde en hel søndag uden program, var bogen den dejligt dovne “guilty pleasure”. I start-halvfemserne kørte jeg flere gange om ugen med bus 194 fra mit gymnasiejob i Lyngby Storcenter og hjem. Her sad jeg på bagerste række og læste Stephen Kings “IT”, og jeg elskede det. Bogen og glæden ved den gode læseoplevelse har aldrig forladt mig siden. Men verden var under forandring. I den tid blev der skruet op for de hjemlige tv-kanaler og internettet. Siden kom de sociale medier og de kulørte apps på mobilerne. I løbet af et årti overtog de nye platforme rollen som de primære steder for bekymringsfri og let underholdning – og snart også som de kulturelle objekter, vi alle sammen talte om og delte med hinanden. Snart stirrede vi konstant på de nye, skinnende dimser og kunne ikke få nok. Vi holdt op med at læse bøger, fordi noget andet trak i os, og vores børn gjorde det samme. Selvfølgelig. Af den årsag indførte skolerne pligtlæsning, fordi … “hvad skulle man ellers gøre?”, og det blev siden udråbt som grobunden for regulært “læsehad”, altså hvor det at læse en bog ikke bare var kedeligt og uinteressant, men ligefrem udløste stress, negativitet og frustration i de unge læsere. Kløften mellem pligt og fornøjelse blev uoverstigelig. Siden er bøgernes rolle kun blevet mindre. Litteratur fylder så godt som intet i de store medier og er forsvundet fra tv, mens bogreolerne er erstattet af 98 tommer fladskærme. Læsning er således langt fra en almindelig oplevelse for alle – i sammenligning med de digitale tilbud, der i højere grad minder om en spis-så-meget-du-kan-softice-maskine, hvor man blot skal lægge hovedet ind under hanen og skrue op på max. Det stiller os i en situation, hvor vi rationelt og logisk ikke kan overbevise vores partner, gode venner eller kære børn om, at læsning er lige så godt eller bedre end Youtube eller Netflix. Dette er ikke finurlig pointe, men essentielt. Læsning er IKKE øjeblikkelig tilfredsstillelse, læsning er IKKE med det samme meningsfuldt og værdifuldt. Læsning er noget andet, nemlig empatiens løbetræning.
Vi må skabe en ny fortælling om læsning
Hvis vi vil have flere til at læse (igen), må vi skabe en ny fortælling. Og den nye fortælling kan ikke være, at læsning er sjovere eller bedre end Netflix. For det er den ikke altid. Og fortællingen kan heller ikke være, at vi død og pine SKAL læse, om det så skal tvinges ned i halsen på os. Men hvad så?
Engang løb vi kun, når vi skulle skynde os eller undslippe en bjørn. At forestille sig et hulemenneske eller en fæstebonde, der frivilligt løb en tur, er grotesk. Der er nemlig ikke noget behag eller nogen umiddelbar nydelse i at løbe. Alligevel sætter Royal Run i år en ny rekord, løbets 111.500 startnumre blev revet væk på under fem timer. Det får mange ikke-løbere til at grine højlydt, men for de af os, der løber jævnligt, giver det mening. Vi løber, fordi det giver os noget. Vi løber, fordi vi elsker følelsen i krop og sind (ofte først efter vi har løbet). Vi løber, fordi vi bliver stærkere og sundere. Vi løber, fordi vi mærker livet. Kan du se, hvor jeg er på vej hen?
At sætte sig ned og læse en bog, uanset størrelse, kræver en indsats. Det er en praksis, der kræver fokus, koncentration og vilje – og en gradvis tilvænning af sprogets og fantasiens muskler. Det er på ingen måde nemt. Vi skal finde tiden i en travl hverdag, vi skal skabe roen i omgivelserne og os selv, vi skal sætte tempoet ned og overgive os til vores fantasi, hvor vi kan møde ord, vi ikke kendte, og mennesker, vi ikke ligner. Det er krævende, præcis som at tage ud og løbe på en glat og kold sti en mørk tirsdag aften i modvind.
Til gengæld er det tilsvarende givende og fordelene er mange. Omfattende forskning peger på vigtige kompetencer, der udvikles og styrkes gennem læsning, blandt andet vores evne til at leve os ind i andre mennesker. At sætte os i andres sted, at blive og være empatiske væsner. Når vi læser, låner vi, så at sige, vores indre stemme ud til en fortæller eller en karakterer. Vi lever deres tanker indefra. Vi mærker deres fejl, deres valg, glæder og nederlag. Ingen anden kunstform tvinger os så dybt ind i den andens perspektiv, fordi intet andet end ordene er givet. Alt skal skabes gennem indre teater, gennem vores forestilling.
Det er her, magien opstår: Læsning er ikke underholdning, men en træning af menneskelighed.
Det er i læsningen, vi møder andre som os og andre, der IKKE er som os. Det er i læsningen, vi kan forandre os langsomt ved at være i andres sko og sind uden at betale husleje, som man siger. Det er i læsningen, vi lægger fundamentet for vores demokrati og for vores dannelse. Det giver mening, at alt det får man ikke uden indsats.
Vi skal genoverveje, hvad vi gør for at få os selv og vores børn til at læse
Så hvordan overgår vi til en ny måde at se og tale om bøger som kulturprodukt og læsning som aktivitet? Hvordan bringer vi bøgerne ind i vores egen og børnenes hverdag uden at gøre det til pligt og dårlig samvittighed?
Bogklubber på arbejdspladser: Hvorfor ikke bruge en halv time på at tale om en digtsamling eller en roman i stedet på lige fod med yogahold og massage? Det styrker kollegiale bånd – og de sociale og empatiske evner. En roman eller en novelle som udgangspunkt for samtale om ledelse, relationer, konflikter.
Biblioteker som sociale mødesteder: Der sker mange ting ude på de danske biblioteker, men der er stadig en del biblioteker, der stadig blot er “et pænt lagerlokale” for den danske bogskat. Hvis vi vil gøre læsning til en bevidst aktivitet, skal den have nye rum og fællesskaber. Der sker noget, når man overvejer, hvordan man skal indrette “Empatiens træningslokale”.
Bøger i forskellige doser: Kanoner og nørdede anbefalinger er gode, men det svarer til at lokke nye løbere med en halvmaraton. Vi behøver ikke at hverken ende eller begynde med de store værker. Der er tusindvis af gode bøger – til alle slags læsere.
Public Service: Vi er nødt til at have bøgerne tilbage i de brede medier. Lad os dog genopfinde nogle formater, hvor vi kan lære om og opdage litteraturen uden at det behøver at være på TikToks præmisser.
Royal Read: Et årligt, landsdækkende “læse-forløb”, hvor vi læser den samme bog på samme tid – og mødes fysisk og digitalt for at tale om den.
Litterære pitstops: Offentlige rum som parker, tog og lignende kan indrettes med læsezoner, hvor bøger kan deles og læses. Eventuelt kan man lade læsende passagerer køre gratis med toget.
Familie- og fælleslæsning: Højtlæsning, ikke kun for børn. Forestil dig søndagslæsning i sofaen, hvor hele familien har en bog i hånden – eller forældre, der læser sammen med deres teenagere og bruger det som samtaleåbner.
Læsning på recept: Ligesom motion på recept: læsning anbefalet af psykologer eller læger som mentaltræning, fordi forskning viser, at skønlitteratur styrker empati og mental sundhed.
Litteraturens løbefællesskab: Læse-samvær i parker, på stationer og i kulturhuse. 30 minutters stillelæsning – og frivillig snak om oplevelsen.
- Flere stærke bogfællesskaber online: Apps eller platforme, hvor folk kan mødes om den samme bogoplevelse. Ikke kun de store romaner, men slags bøger, der giver en “indgang” til læsningens verden.
“Jeg læser, fordi jeg vil være et helt menneske”
Som forældre kan vi læse højt og fortælle om , at bøger betyder noget. Som lærere kan vi sætte bøgerne ind i klasseværelset som livsnødvendige redskaber, ikke bare pensum. Som samfund kan vi beskytte biblioteker og boghandler som steder, hvor vi bliver klogere på hinanden. Og som individer kan vi tage beslutningen: Jeg læser, fordi jeg vil udvikle og styrke min fantasi og indlevelsesevne og blive et mere helt menneske.
Lad os holde op med at italesætte litteratur som underholdning eller pligt. Lad os begynde at se den som det, den er: Den stille, vedholdende aktivitet, der gør os til bedre mennesker. Og så gør det jo ikke noget, at det også er både interessant, sjovt, underholdende, overraskende, gribende og magisk undervejs. Ligesom en god løbetur.
