For nylig stillede jeg et spørgsmål på Facebook: Hvad ville du foretage dig i dit liv, hvis du ikke skulle tjene penge? Reaktionerne gav mig stof til eftertanke…

Jeg stillede spørgsmålet efter jeg havde haft en samtale med en god ven. Hvad nu, hvis det ikke handlede om pengene, hvad ville du så lave? Han indså, at han ofte er så styret af hensyn til sin økonomi, at han ikke engang overvejer, at tingene kan være anderledes. Det frigjorde ham og inspirerede ham — og det delte jeg på Facebook, hvis nu samme tankeeksperiment kunne inspirere andre.

“Skuffede forventninger er det værste i verden”
Nogle var inspirerede af mit opslag. Andre — not so much. De mest ivrige debattører var et par personer, der ikke syntes mit spørgsmål var positivt — eller interessant. De var trætte af, at man, udover at hente børn og læse beskeder på Forældreintra og passe syge mennesker og gå ud med skrald og udfylde timesedler, også skal drømme om eksotiske og urealistiske scenarier, der kun giver mere dårlig samvittighed, mere stress og en endnu mere slatten konto. Skuffede forventninger, mente den ene debattør, er det værste i verden. Det kender jeg godt. Pis, hvor har jeg ofte været skuffet. Og det gør ondt.

“Nogle drømme handler jo ikke om at erobre Spotify, men bare om at synge eller lave sange eller indspille en sang eller slå lidt på en tromme. Nogle drømme handler om at redde verden, men det kan også gøres på nærmeste gadehjørne eller på computeren eller på SU.”

Men. Hvor er det interessant. Interessant, at vi kan se og opleve det så forskelligt som mennesker. At vi kan blive aktiveret negativt af et tankeeksperiment, der i sin essens blot vil befri os fra vores normale skaffer-mentalitet og hamsterhjulshalløj for i et øjeblik at lade fantasien, hjertet og sjælen få lidt taletid og fortælle os, hvad vi måske har været døve over for alt for længe.

Hvis Svend Brinkmann har sejret med noget, så er det at give den jyske realisme en ny og slagkraftig stemme, hvor vi lige skruer lidt ned for begejstringen og op for realismen — for vores eget bedste. Svend Brinkmann har mange gode pointer, men at leve et liv, hvor vi er bange for for store forventninger, bange for at mærke efter og bange for at en flig af en drøm straks får os til at sige job, børn og rækkehus op og rejse til Fuerteventura er vildt. Det er fucking vildt. At danskere kan blive så optaget af at fodre den evigt sultne betalingsservice og nægte sig selv at se ud over egen drømmefanger er vildt. Især når mit spørgsmål ikke forsøgte at få nogen som helst til at opgive noget som helst. Jeg forsøgte, fordi det var hvad jeg talte med min ven om, at bryde den sædvanlige onde cirkel, der opstår, når vi vil gøre noget nyt og hele tiden tænker: Men det kan jeg jo ikke fordi…

“Hvad nu hvis du ikke ved en skid om hvad du i virkeligheden vil med dit liv og dig selv før du har givet din sjæl plads til at flyve højere end ligusterhækken?”

Penge er blevet vores allerstærkeste rettesnor, uagtet at mange drømme kan forfølges i det store og i det små, for håndører eller for håndkraft. Nogle drømme handler jo ikke om at erobre Spotify, men bare om at synge eller lave sange eller indspille en sang eller slå lidt på en tromme. Nogle drømme handler om at redde verden, men det kan også gøres på nærmeste gadehjørne eller på computeren eller på SU.

Når det er sagt, er det også interessant (hvis ikke ligefrem problematisk), at vi bliver så suget ind i det liv, vi lever, at vi umuligt kan forestille os det anderledes. Når først vi overgiver os til tingenes tilstand, er der ikke meget håb tilbage. Selv om vi har det meget, meget bedre i Danmark end i andre lande, er det vigtigt, at vi har vores drømme intakte og stadig vil udfordre os selv og livet. Mener jeg. Og jeg tror på, at de fleste mennesker, der mærker efter og folder sig ud i livet, drømmer om at gøre verden bedre for sig selv og andre. Så meget desto mere er det påkrævet, at vi tør mærke efter — og bruger det privilegium det er at drømme — til at bidrage, til at være der for andre, vise omsorg og tage ansvar.

Hvad er alternativet i virkeligheden? At holde op med at drømme — og holde op med at lade os lede af vores dybe længsler? Det ville være at slukke for den ild, der i mange, mange lande er det eneste lys i mørket, når regimer undertrykker religioner, køn, race, seksualitet og politisk ståsted.

Det ville være at frivilligt overgive den sidste frihed og forbyde det mest centrale for mennesket, som selv den mest forhærdede kriminelle ikke kan nægtes. Ja, mange mennesker halser afsted for idealer om perfektionisme, der ikke gør dem lykkelige. Men det har jo intet at gøre med at indse og forfølge en drøm, en længsel, en vision i livet, der beriger min tilværelse — også selv om jeg aldrig når frem. At gå efter en drøm handler jo ikke altid om at nå frem, men om rejsen, processen mod målet, om det man kan opleve med og om sig selv og sin omverden på vejen.

Alan Watts’ smukke tekst og lyd — fulgt på vej af lidt billeder. “What do you desire? What makes you itch?”

Så jeg spørger:

  • Hvad nu, hvis det ikke handlede om at tjene penge, hvad ville du så lave — og hvad skal der til for at du forfølger det mål nu, og hvordan kan du gøre noget i dag, så du ikke om fem år siger, at du er samme sted som i dag?
  • Hvad nu, hvis du om fem år ser tilbage — hvad ville du så ønske du havde gjort i dag?
  • Hvad nu hvis livet ikke er hårdt eller sjovt eller godt eller skidt eller lidelse eller glæde, men bare er?
  • Hvad nu hvis du slap alle forventninger til hvordan livet skulle udfolde sig og overgav dig til det, du mærker — og gik efter det?
  • Hvad nu hvis du ikke SKAL gøre noget som helst fordi jeg stiller disse spørgsmål — men bare mærke efter hvad der sker i dig?
  • Hvad nu hvis det vækker noget i dig og giver dig smerte at se på det, du ikke har gjort eller har gjort?
  • Hvad nu, hvis du ikke ved en skid om hvad du i virkeligheden vil med dit liv og dig selv før du har givet din sjæl plads til at flyve højere end ligusterhækken?