Overvind de tre bæster – og vær villig til at slippe det hele. Så kan alt ske.
On 1. september 2016 | 0 Comments | Forfatter, Kunst | Tags: , ,

Hvis du har prøvet at drømme stort og blive skuffet, når det ikke sker, så læs videre. Dette er inspiration til dig, der vil skabe kunst, projekter eller gøre en forskel – fra en forfatter, der blev ved i 23 år, indtil det lykkedes.

 

 

Digteren røg i orkestergraven

Da jeg var 6 år, stjal jeg et ekstra kladdehæfte i børnehaveklassen og begyndte at skrive min store roman. Det var dengang, man havde kladdehæfter og børnehaveklasser, det var i 1980. Det var historien om to drenge, der opdagede en usynlig legeborg, der drev mig. At jeg kunne skrive om ting, der ikke eksisterede, og gøre dem virkelige gennem mine ord. Det var magi. Og siden har det altid farvet mit liv og givet mig retning. Jeg har aldrig drømt om andet end at leve af at skrive. Når onkel Tage spurgte mig, hvad jeg ville være, når jeg blev stor, svarede jeg: Forfatter. Jeg skrev så meget jeg kunne. Jeg fik fat i en gammel pc i 1987 og begyndte endnu en roman. Om en elefant. I 1992 vandt jeg en novellekonkurrence. Det var stort. Jeg læste op med F.P. Jac og Poul Borum, to øldrikkende monolitter i dansk litteratur. Den ene af dem drattede ned i en orkestergrav, da vi læste op. Vi fik hjulpet ham fint op. Jeg var lykkelig, jeg var på vej som forfatter. Og i gang med endnu en roman. Men i stedet gik der 23 år. Hvorfor? På grund af de tre bæster.

 

Bæst nummer 1: Din indre Lars Bukdahl 

I 1999 var jeg færdig på Forfatterskolen. Jeg tog en bus til Rom. Jeg skrev om kattene i baggårdene, de varme brosten i Trastevere. Jeg boede i Sydney og skrev om hvad som helst. Når jeg ringede hjem, det gjorde man dengang i 2000, spurgte man: Hvordan går det med romanen? Det gik ikke så godt, jeg startede hele tiden forfra på flere romaner og blandede det hele sammen. Jeg tænkte konstant på Lars Bukdahl, Weekendavisens skarpe anmelder, hans ord, hans rimende, rablende udfald mod forfattere, der efter hans mening ikke slog til. I perioder var jeg mere optaget af, hvad Lars Bukdahl måtte mene om mine tekster end hvad jeg selv mente. Det skal straks siges, også til Lars Bukdahls forsvar, at det aldrig var hans skyld. Det var sgu min egen. At skrive havde mistet den barndommens og ungdommens glæde, der altid havde fået mig til papiret. Nysgerrighed og legesyge var erstattet af forsigtighed, ordpudseri og alt for mange tanker. Jeg forsøgte at overdøve ham, sætte ham på plads, jage ham ud, men enhver, der har haft en indre kritiker, med stemme som en far, en chef eller en gammel lærer, ved, at det kun gør det hele værre. At kritikken ofte får mere energi af al den puffen og skubben. Som et bål, der blusser op, når det irriteres, bliver din indre kritik bare mere aktiv, mere ødelæggende. Først efter en god samtale med forfatter Malene Kirkegaard lykkedes det mig at skrive med Bukdahl i hovedet. Jeg indså, at han sagtens kan være der med sine pegefingre og opgivende suk, mens jeg skriver. Han gør mig ingenting. Jeg løfter ham bare ned på forklædet og tømmer skattekisten og sætter ham tilbage. Nogle dage gør han mig endda opmærksom på, at jeg skal gøre mig umage, at legen også kan være alvor for andre end mig. Men som regel lægger jeg ikke mærke til, om han er der. Jeg skriver bare.

 

Til dig, der knokler med dit livsprojekt, din drøm eller noget, der er svært. Bliv ved. Overvind dine tre bæster – og giv slip. Hvis du gør det, så vil noget ske. Jeg garanterer.

 

Bæst nummer 2: Din selvopfundne Fætter Højben

Da mit arbejdsliv inden for kommunikation begyndte, og jeg fik en hverdag med kæreste (vi er gift, men ordet kone er forfærdeligt), hæk og forældreintra, blev det vigtigere at tjene penge end at vedligeholde drømmen, sådan gjorde jeg dengang i 00’erne. Jeg slap ikke håbet, men i en periode var der ikke meget tilbage. I virkeligheden var jeg bange for at gøre noget særligt for at skaffe mig den tid og plads, det kræver at skrive. Min kæreste og jeg havde i perioder en meget travl hverdag, og jeg ville ikke presse mere ind i den, især ikke noget, der tydeligvis ikke førte nogen steder hen, noget så selvoptaget og uproduktivt som at skrive bøger. Når jeg havde tid, hvis jeg sad og ventede på nogen på en restaurant, skrev jeg. Eller lørdag morgen. Men jeg lod tilfældigheder marginalisere min passion, min drøm. Min indsats afhang af mit held til at få tid. Jeg håbede, at nogen ville give mig fri – eller at en eller anden ville se mit spildte talent og forære mig et arbejdsværelse med udsigt over Christianshavns Kanal. Jeg så mine forfatter-venner udkomme med den ene bog efter den anden, og jeg følte, at nu måtte det snart være min tur. Men jeg gjorde intet ved det. Jeg håbede, jeg ventede. I perioder gjorde det mig trist og næsten vred. Pia, min kone/kæreste, kunne sagtens mærke det og forsøgte at motivere mig til at tage ansvar, men i mange år var jeg ikke klar til at acceptere, at hvis noget skulle ske på dette område, var der kun en, der kunne hjælpe mig. Ikke Fætter Højben, men mig selv. Først da jeg blev kreativ med min tid og satte nogle realistiske aftaler op for mig selv, begyndte der at ske noget. Det var ofte krævende og besværligt, men fantastisk.

 

Bæst nummer 3: Din mentale møgunge

Jeg elsker at hjælpe en ældre dame med en kuffert i toget. Eller at massere min kæreste/kones fødder efter en lang dag. Men når det kommer til mit eget arbejde, beder jeg aldrig andre om hjælp. Jeg VIL SELV, næsten råber jeg med hele mit væsen. Mange af de kreative mennesker, jeg kender – både kunstnere, forfattere eller projektmennesker – vil hellere gøre det hele selv end bede om hjælp. Måske er der endda en kunstermyte eller en syg kultur i kunsten, der betyder, at kunstneren skal klare sig selv – ellers er det ikke en rigtig kunstnerisk proces. Problemet er at det kreative arbejde nogle gange er meget ensomt og hårdt. Problemet er at nogle gange er dem omkring dig meget bedre til at komme med second opinion, tænke nyt, organisere, promovere eller skrive pressemeddelelser end du nogensinde kan være selv. Problemet er at menneskene omkring dig nogle gange gerne vil være en del af det, du laver. Den mentale møgunge udelukker ofte samspil, glæde, community, sjov og nye vinkler. Og for mig var den mentale møgunge også årsag til at jeg ikke kom videre. Først da jeg bad om hjælp skete der noget: Jeg bad min kone om hjælp til at planlægge mere skrivetid, jeg bad en forfatterkollega om hjælp til min plotstruktur – og jeg bad mit forlag om hjælp til at gøre min bog bedre. Alt sammen noget, der bidrager til at komme videre – og ud i verden. Hvis jeg ikke havde drillet min mentale møgunge og bedt om hjælp, var bogen nok aldrig blevet færdig. Overvej om det er det, der også sker for dig i dine projekter. Overvej om din mentale møgunge skal bestemme – eller om dit projekt er vigtigere end det.

 

Endelig – giv slip på det hele og få det hele igen

Forleden vågnede jeg op til flotte anmeldelser i de store aviser og et par dage efter lå min roman på bestsellerlisten. Det var meget mere end jeg kunne rumme. Det var overvældende og fantastisk. Jeg havde ingen forventninger, kun taknemmelighed. Jeg overvandt de tre bæster. Det tog mig 23 år, men det har været hele ventetiden værd. Det har været hvert et år og hver en erfaring værd. For undervejs har jeg også lært at give slip. At stole på at livets underlige krumspring kan føre til nye opdagelser, eventyr og selvindsigter. Der har måske været en mening med, at årene gik, at jeg fik et par skrammer i livet, at jeg modnedes som forfatter – og udviklede min egen stemme, så den kunne synge en lang sang og en hel roman uden at rødme.

Leave a reply