I april fejrede vi Verdens Bogdag. Vi fejrede bogens muligheder, bogens fantasi, bogens uforlignelige evne til at bringe verden ud til mennesker, ung og gammel, høj og lav.
I næsten 600 år har bogen vist os nye sider af mennesket, samfundet og verden – og forenet os om stærke fortællinger, nye indsigter og gode ideer. Og endda også et par dårlige ideer. Bogen har mere end nogen anden opfindelse præget vores liv og samfund og gør det stadig i stor stil. Kig bare på børneværelserne, hvor en kolos af en kæmpebog fra 2023, nemlig Jakob Martin Strids “Den fantastiske bus” er alletiders hit. Alligevel er der på denne festdag noget, der skurer i øjne og hjerte på enhver læsehest. Som et af få lande i verden beskatter Danmark bøger som luksusvarer – og det er et fantastisk problem.
Den danske bogmoms er pinligt høj – men hvorfor egentlig?
Danmark er et af de eneste lande i Europa, der opkræver fuld moms på bøger, nemlig de 25 procent, vi også har på fladskærme, smykker og champagne. I praksis betyder det, at staten lægger en økonomisk barriere mellem læsere og litteratur, mellem borgere og bøger. Og det gør vi endda midt i en læsekrise, hvor især børn og unge vender læsning i old school medier ryggen og læser mindre. Som forfatter har jeg mødt hundredvis af læsere – og desværre også mange ikke-læsere. Det er der flere grunde til, som vi også skal diskutere mere og nærmere i de kommende år. Men jeg har oplevet at stå på biblioteker og i boghandlere, på skoler og på bogmesser, og blandt andet hørt forældre sige: “Vi vil gerne købe nye børnebøger, vi vil gerne købe flere børnebøger, men de er så dyre.” Og der er noget om snakken. For eksempel sælges den nye bog i Sallys far-serien til 249 kroner for en bog med 40 sider. Det er der en grund til, som jeg vil komme ind på senere, men det gør alligevel ondt at høre den slags. For hvis ikke børn vokser op med bøger, hvad vokser de så op med? Og hvis børn ikke læser, hvad gør de unge så? Og hvad sker der, når de ikke-boglæsende unge bliver ældre?
DET KRÆVER 50.000 UNDERSKRIFTER
Støt forslaget - allerede i dag
Der er ingen lovgivningsmæssige forhindringer for at afskaffe bogmomsen i Danmark. EU har åbnet for muligheden. Nu er det op til os. Du kan være med til at gøre en forskel for dansk læsekultur, børn og unges trivsel, og for vores demokrati
